Tør du gå med en sæbebehandling af dit trægulv?

19 April 2021 Camilla Skøtt

editorial

Der er noget helt særligt ved de hjem, der har originale trægulve med flere hundrede år på bagen. Særligt hvis de er velbevarede og fremstår rå og naturlige. Det store spørgsmål er bare, om det naturlige er noget for dig – når du ved, hvad det kræver af vedligeholdelse?

Vi har talt med et gulvfirma (https://gulvkanonen.dk/) for at blive lidt klogere på, hvordan man får sit trægulv til at fremstå så naturligt som muligt. Det enkle svar er selvfølgelig, at du helt lader være med at behandle det, men vælger du den løsning, vil du få et gulv, der hurtigt bliver plettet og beskidt at se på, da brædderne suger alt, hvad der er af skidt, snavs og væske.

Derfor er du nødt til at behandle det, og den mest naturlige behandling er sæbespåner. Det er enkelt og flot, og brædderne tager kun minimalt imod sæben rent visuelt. Til gengæld sikrer sæbespånerne, at skidtet ikke så let sætter sig fast i brædderne. Når det er sagt, så er det ikke helt enkelt at holde et sæbebehandlet trægulv rent og flot.

Det kræver knofedt og vilje

Et sæbebehandlet gulv, der er godt mættet, vil uden problemer kunne håndtere støv og overfladisk skidt. Men hvis du spilder væske på gulvet – og særligt farvet væske som rødvin eller kaffe – vil der uvægerligt komme en plet, medmindre du er usædvanligt hurtig med klud og husmoderråd. 

Derudover er sæbebehandling ikke en konstant overfladebehandling, som lak for eksempel er det, og det betyder, at du løbende skal vedligeholde gulvet med gulvvask og sæbespåner. Helt én gang om ugen hvis du vil være på den sikre side. Derudover bør du hver måned give trægulvet en plejende behandling med sæbespåner, hvor du lader sæben sidde i længere tid, så det kan nå at trænge ned i brædderne.

Det er altså ikke helt enkelt at holde det naturlige look – er det mon noget for dig?

More articles